Et eventyr i lutter lækre, lodne bamser...



 


 


Et eventyr i lutter lækre, lodne bamser kan nu opleves i Helsingør, hvor den lokale bamsekunstner Maj-Britt Lyngsø, Skibstrup, udstiller sin seneste aktuelle kreation af bamser i forbindelse med 200-året for H.C. Andersen.
- Der findes så meget kedeligt og trist i verden, så det er helt fantastisk at kunne sidde her og lave noget så dejligt og positivt som bamser, siger Maj-Britt, der har udført H.C. Andersen som en en meter høj bamse, større end alle de andre, der knytter sig til hendes eventyr-udstilling.
- H.C. Andersen står midt i det hele og fylder. Sådan oplever jeg hans personlighed. Omkring ham finder vi Snedronningen, som jeg har syet i mohairstof med sølvtråde og broderet hendes snude med sølvtråde, så den virker frostet.

Forelsket H.C.
Maj-Britt har også fremstillet en fascinerende version af Jenny Lind.
Kvinden, som H.C. Andersen var forelsket i og aldrig fik. Jenny Lind er iført en antik kjole, som Maj-Britt har fundet i Tyskland på en rejse. Til sin egen 40 års fødselsdag fik Maj-Britt Lyngsø en Jenny Lind-dukke og det er fra denne, hun har haft en klar idé om, hvordan H.C. Andersens hjertes udkårne skulle se ud som bamse.
Hr. Meijsling møder vi også i bamse-universet.
- Han var svær, for han skulle jo være lidt sur og vrissen. Men selv bag det væmmelige var der jo også et menneske, mener kunstneren.
Konen med æggene, Prinsessen på Ærten, Ole Lukøje og Tommelise finder vi også i udstillingen, der kan ses i Phonoteket, Stengade i Helsingør.
- Nu har jeg fået en hel anden opgave. Jeg skal for Skagens Bamsemuseum lave Susse og Leo. Og det er godt nok »noget ganske andet,« smiler Maj-Britt Lyngsø, der tdligere har lavet kronprinseparret til Skagens Bamsemuseum.
Maj-Britt Lyngsø er også blandt de 20 kunstnere, der skal medvirke i en snarlig eventyr-udstilling på Marienlyst Slot i Helsingør.